VANDVÆRK OG RENSNINGSANLÆG

Rammerne for rent vand og spildevand er meget forskellige. I rentvandsbassiner er udfordringen at holde bassinet tæt, så der ikke kommer noget ind og forurener drikkevandet. Formålet vedrørende spildevandet er lige omvendt. Spildevandsbassiner skal holdes tætte for at beskytte omgivelserne mod udslip.Fælles er dog at det er vigtigt, at opbevaringsbassinerne er tætte.

Rent vand
Udfordringen er konstruktionens udsatte og bevægelige områder samt ved rørgennemføringer.
Rørgennemføringer tætnes ved at udføre inddækninger om rørene hvis det er muligt at komme til på den belastede side. Alternativt anvendes injiceringsmetoden.
Indadgående hjørner, dilatationer og elementsamlinger er en konstruktions svage punkter.
Typisk er elastiske materialer ikke bestandige overfor konstant vandpåvirkning. Løsningen er at udføre tætningen ved at inddække områderne med elastiske gummibånd.
Alle produkter, der anvendes til disse formål, er selvfølgelig drikkevandsgodkendte

Rensningsanlæg
Spildevand er yderst aggressivt overfor beton. Specielt i rådnetanke og slamkoncentreringstanke. Over vandspejlet dannes dampe, der kan ødelægge en betonkonstruktion på relativt kort tid.
Teknikken i konstruktionens udsatte og bevægelige områder er den samme som ved rentvandsbassinerne. En tætning med gummibåndsinddækninger.
En seriøs overfladebehandling af betonoverfladerne er en nødvendighed for at sikre betonen mod nedbrydning.
En nystøbt beton eller en renovering af en betonoverflade vil altid have porehuller i overfladen. Derfor foretages altid en spartling af overfladerne inden behandling med epoxy. Spartelmaterialerne vælges, så det samtidig er et dampspærrende lag. Dermed nedsættes behandlingstiden, da betonens tørretid minimeres.
Efter primning skal behandlingen minimum ske ad 2 arbejdsgange. Kravet til overfladen er en 100% tæt overflade. Et lille hul på størrelse med et knappenålshoved er nok til at gassen kan trænge ind og starte nedbrydningen.
 
 
  Version 0.62  •  19. april 16:32